Tre gulerødder for ens pris

Steen Mogensen, it-chef i Pressens Hus, stod over for et it-mæssigt kaos da han i sin tid kom ind i organisationen. Et virvar af nedslidte, langsomme servere skulle erstattes med selvkørende servere, overblik og tid til alt det sjove - en virtualisering af serverne banede vejen for at både Pressens Hus og miljøet kom ud som vindere.

Virtualisering er i bund og grund simpelt: Man reducerer det eksisterende antal fysiske servere og samler dem i et reduceret antal (efter behov) fysiske maskiner hvori de selv samme servere nu blot fungerer virtuelt. I Pressens Hus hyrede man et konsulenthus, Klestrup partners, til at bistå overgangen, og man gik således fra at have 17 fysiske servere til kun to fysiske servere med VMware ESX-teknologi. Samtidig optimerede man it-processerne, hvilket resulterede i at man nu kun havde brug for 12 virtuelle servere.

I dagligdagen betyder virtualiseringen at it-afdelingen har fået mere tid mellem hænderne. Hvor der før "blev brugt meget tid på at rydde op og flytte data for at være sikker på at der nu var plads nok på serverne", er det hele nu gjort "mere selvkørende", forklarer Steen Mogensen. Det har givet overskud til at tænke mere strategisk og f.eks. sætte sig dybere ind i husets 50 meget forskellige brugeres behov. I kraft af virtualiseringen kan it-afdelingen derfor i højere grad agere proaktivt frem for reaktivt fordi den ikke længere skal bruge sine ressourcer på at 'parere bolde', så at sige. Herudover regner man med at spare omkring 15.000 kr. årligt på elregningen alene i kraft af reduktionen af antallet af fysiske servere.

Den miljømæssige fordel knytter sig netop til det reducerede elforbrug. Undersøgelser foretaget af Elsparefonden viser at det i serverrummet primært er CPU'er og harddiske der er strømkrævende (står for ca. 60% af elforbruget i serverummet), hvorfor en reduktion af antallet af fysiske servere er det væsentligste sted at sætte ind. I forlængelse af dette medfører færre servere et mindre behov for køling, hvilket er med til at skrue yderligere ned for elforbruget.

Et reduceret elforbrug betyder en reduceret CO2-udledning i atmosfæren - uanset om ens el produceres af kul eller det renere brændstof naturgas. It spiller i den forbindelse en stor rolle - eksempelvis estimerer analysebureauet Gartner at informationsteknologi globalt set bidrager lige så meget til CO2-udledningen som den samlede flyindustri. En reduktion af antallet af fysiske servere (og dermed elforbruget) er dermed hensigtsmæssig både på et strategisk, økonomisk og miljømæssigt plan, uanset organisationes størrelse. Her byder virtualisering ind med en løsning som giver en besparelse på mellem en tredjedel og halvdelen af elforbruget uden at give afkald på funktioner eller drifts- og it-sikkerhed.

Klestrup partners
København / Århus
Tlf: (+45) 70 200 160
Fax: (+45) 70 200 179
Email: info@klestrup.dk
© 2003-2011 Klestrup partners
Partners